Vi kender det alle sammen – Nattesøvnen har været dårlig og det sætter sit præg på vores præstation dagen efter. En god nattesøvn, bestående af 8 timer, kan være svært at opnå for de fleste. Hvad end det er for få timer, for mange forstyrrelser eller noget helt tredje der gør at man ikke får sine 8 timer, skal man så vidt muligt prøve at gøre alt for at få en god søvn.
Der er visse faktorer der spiller ind i forhold til at sove godt. En sund og fast søvnrytme vil altid hjælpe dig til at falde nemmere i søvn. Står du op og går i seng samme tid hver dag vil kroppens søvnrytme tilpasse sig omkring dine sengevaner. Du vil føle en helt naturlig træthed det samme tidspunkt hver dag, og går du i seng når denne træthed melder sig, er du garanteret hurtigt at falde i søvn. Selvom det kan virke underligt og måske lidt hårdt at stå op samme tid i weekenden som i hverdagene, er dette altså vigtigt i forhold til at holde sin døgnrytme. Dette vil også hjælpe på den træthed alle sidder med mandag på arbejdet.
Et køligt rum vil altid hjælpe både på at falde hurtigere i søvn og opnå en tungere søvn. Værelset må dog ikke blive for koldt. Som tommelfingerregel siger man ikke under 16 grader, da kroppen pludselig vil bruge energi på at varme kroppen, og derved vil du ikke føle dig udhvilet, når du vågner. Det handler naturligvis også om, hvilken dyne eller sovepose du sover med for at tilpasse temperaturen, så du har det behageligt.
Selvom at ro og et køligt rum kan hjælpe dig godt på vej mod en god nats søvn, er det vigtigste dog stadig mørke. Mørke har en helt naturlig effekt på kroppen, ved at sende signaler til hjernen om at det er ved at være sengetid, og derved begynde at blive naturlig træt når mørket falder på. Lys virker opkvikkende på hjernen hvilket modarbejder søvntrangen, hvilket kan føre til at du ikke kan falde i søvn, når du har lagt dig i sengen. Især det blå lys fra telefonen, computeren, tv’et eller ipaden er med til at modarbejde den naturlige træthed. De fleste kender det at man ligger med ipadden i sengen inden man skal sove, for at tjekke nyhederne eller se et spændende program inden sengetid. Selvom underholdningsværdien er i top, går det ud over din søvn og derved din præstation dagen efter. Sluk diverse enheder, gerne en time inden du går i seng, og tag avisen med under dynen og læs i dæmpet lys inden du ligger dig til at sove. Så bliver du helt naturligt træt, og vil falde hurtigt i søvn.
Alle de forskellige faktorer der spiller ind i forhold til en god nattesøvn, vil falde helt naturligt ind hvis man sover i det fri. Det bliver mørkt helt af sig selv, og der er ikke en masse forstyrrelser der udsætter tidspunktet for at gå i seng. Tag dit telt med ud i naturen og put dig godt ind i soveposen. Du vil opnå en naturlig træthed, og temperaturen inde i teltet vil være helt perfekt at sove i. Dagen efter vil du vågne frisk, veludhvilet og klar til hvad dagen end måtte bringe.