Københavnske bydele, du skal holde øje med

København er et vildt sammensurium af mennesker, muligheder og multikulturalitet. Hver af de mange bydele har særlige kendetegn og står som unikke støtter af den samlede oplevelse der er vores kære hovedstad. Uanset om man er til vilde byture med højt tempo eller en afslappende tur i akvariet, har København noget at byde på. Her vil jeg give et indblik i et par meget forskellige bydele som er særligt interessante at holde øje med.

 

Social sommer på Amager

Amager i København S. Øen i byen og forbindelsen til vores svenske nabo. Amager har med sin helt egen identitet en særlig plads i mange københavneres (og ikke-københavneres) hjerte. Med et bredt udbud af fede aktiviteter og muligheder skinner øen igennem som en helt unik bydel i København. Hvad end du er til koncerter, friluftsliv og vandsport eller bare gerne vil have familien med forbi Nordeuropas største akvarium, er Amager stedet at være. Mest af alt kommer bydelen dog til sin ret om sommeren, hvor stranden er et epicenter for københavnere og turister side om side. Desuden byder bydelen på mange lækre grønne områder, hvor man kan snuppe sig et velfortjent hvil, smide sig med en god bog eller kaste en frisbee efter vennerne. Foruden aktiviteterne og det sociale liv, huser Amager nogle særdeles børnevenlige og behagelige boligkvarterer, hvor tempoet er lidt mere stille og vejene knapt så befærdede som de fleste andre steder i byen.

 

Kaos i Kødbyen

Som modpol til den afslappede stemning på Amager, har vi Kødbyen på Vesterbro. Oprindeligt var Kødbyen – som navnet antyder knapt så diskret – hjemstavn for slagtere og andre fødevarevirksomheder. I dag har stedte dog taget en lidt anden kasket på, og har gennemgået en transformation til en kreativ boble fyldt til bristepunktet med restauranter, natklubber og kunstgallerier. På grund af den meget unikke smeltedigel af fede gå-i-byen steder og den rå og upolerede atmosfære, er Kødbyen blevet et af Københavns mest populære steder, når man skal ud. Her kan du opleve alternative steder som den kompromisløse brewpub ”WarPigs”, det autentiske slagte/spisested ”Fleisch” og den højt roste ”Kødbyens Fiskebar”.

 

Refshaleøens rå action

Nord for selvstændige Christiania løber man ind i det mystiske og rustikke område: Refshaleøen. For mange københavnere er dette gamle industriområde uudforsket grund, men de som har fået øjnene op for stedet, er det base for kreative kontorfællesskaber og vilde aktiviteter som verdens højeste indendørs high roping i Urban Ranger Camp eller hårdtslående paintball, sumobrydning og gladiatorkampe for de sejlivede. Denne urbane legeplads er derfor klart et besøg værd, hvis du er eventyrlysten og har lyst til at se et byen fra en ny side.

 

Alt i alt svømmer København næsten over med aktiviteter og spændende steder at udforske, og man kan desværre næppe nå det hele på én gang. Er du til socialt sommersamvær? Tag et smut forbi Amager Strand. Er det den excentriske og vilde bytur der lokker? Så kunne Kødbyen være stedet. Eller er det action og rå industristemning der lokker? Så læg vejen forbi Refshaleøen.