Få en federe sommer

Er du en af dem der godt kunne tænke sig at prøve noget nyt til sommer, men er du lidt tom for idéer? Så læs med for her får du…

Er du en af dem der godt kunne tænke sig at prøve noget nyt til sommer, men er du lidt tom for idéer? Så læs med for her får du noget inspiration til hvordan du kan gøre din sommer lidt federe!

 

Aktiv sommer

Sommer forbindes ofte med max afslappelse, men hvorfor ikke kombinere fysiske aktiviteter og afslapning? Det lyder måske lidt omvendt, for man kan da ikke både slappe af og flexe sine muskler, eller kan man? Selvfølgelig er der ikke tale om det helt store træningsprogram, men noget så simpelt som eksempelvis en kanotur gør, at man får brugt sine muskler uden man overhovedet lægger mærke til det! Forestil dig åens rindende vand, duften af sommer, og solens stråler der skinner ned gennem træernes grønne blade når du kommer sejlende hen under dem. Det lyder måske lidt overdrevet, men en tur i kano kan ende med at være en superfed oplevelse! Det eneste det kræver er et par gode venner og måske en lille snack til turen.

 

Tid med vennerne

Den danske sommer varer desværre ikke evigt, og der er kun en håndfuld varme sommeraftener at gøre med, derfor er det også vigtigt at få udnyttet dem så vidt muligt. En ting der aldrig slår fejl, og i øvrigt er en god undskyldning for at spise, er en get-together med familien eller vennerne, hvor man enten laver en spontan-grillaften eller måske tager en tur på restaurant. Uanset hvad vil du helt sikkert ikke fortryde det, for hvor mange gange har man ikke siddet en kold og mørk vinterdag og længtes efter de lyse sommeraftener med vennerne eller familien?

 

Hvad sker der i din by?

Flere byer både små som store laver ofte tonsvis af arrangementer i sommermånederne, og det kan godt betale sig at holde udkig efter dem, for det kan være alt lige fra kulturfestivaler, til koncerter, til fodboldturneringer.

 

Til regnvejrsdagene

Man kan desværre ikke komme udenom dem, men det danske vejr vil altid have en god sjat regnvejrsdage oppe i ærmet, hvilket vel egentlig ikke er helt dårligt, for det giver god anledning til at få nippet lidt til nogle kulturelle oplevelser. Biografturen er en klassiker på regnvejrsdage, men mange overser den fede oplevelse man kan få ved at tage på museum. Mange forbinder museer med guldindrammede malerier eller støvede gamle skulpturer, og selvom der også findes en del af det, så er der mange museer der tilbyder en oplevelse udover det sædvanlige. Mange museer udskifter løbende deres udstillinger, og man vil derfor sagtens kunne besøge det samme museum mere end én gang uden at man begynder at kede sig. Er du studerende giver en stor del af Danmarks museer desuden studierabat og i nogle tilfælde fri entré, så selv på SU vil det være muligt at få kultur og kunst helt tæt på.